23948sdkhjf

Gladsaxe afprøver banebrydende behandling af hævede ben: Kan spare tid for de plejeansatte

Som den første kommune i Danmark afprøver Hjemmesygeplejen i Gladsaxe effekten af behandling af hævede ben med en sensor.

Lidelsen hedder ødemer, og det bliver normalt behandlet med en stram forbinding – kompressionsbind – som fører væsken væk fra benene. Forbindingen skal ligge på hele døgnet for at opnå den bedste effekt og skal normalt skiftes efter nogle faste intervaller.

Nu kan en ny metode med en sensor, der lægges under bandagen, hele tiden måle omfanget af benet. Det betyder, at Hjemmesygeplejen kan følge med i, hvordan behandlingen virker og på den måde sikre, at bandagen skiftes på det bedst mulige tidspunkt og ikke efter et fast interval.

- Det er en indgribende behandling at få anlagt kompressionsforbindinger på benene i en lang periode, og vi håber, at vi med den nye sensor kan afkorte behandlingen til glæde for borgerne, siger Dorthe Reib, som er hjemmesygeplejerske i Gladsaxe Kommune.

Leder: Det kan spare tid for de ansatte

Sensoren kan også måle, hvis borgerens temperatur stiger, hvilket kan være tegn på begyndende infektion. Det gør det muligt at handle tidligere og mere effektivt, og på den måde forebygge en infektion, der i værste fald kan resultere i en indlæggelse.

Der kan ved den nye behandling også være en gevinst at hente i forhold til Hjemmesygeplejens ressourcer, som er meget efterspurgte. Det fortæller Charlotte Holm, der er daglig leder af hjemmesygeplejen i Gladsaxe Kommune.

- Hvis behandlingsforløbet kan kortes ned, vil Hjemmesygeplejen kunne spare forbindinger, transporttid og medarbejdertimer, som i stedet kan bruges hos andre borgere. Gladsaxe oplever ligesom i resten af Danmark et stigende behov for hjemmesygepleje, fordi der bliver flere ældre, behandlingstiden på hospitalet bliver kortere, og kommunernes hjemmesygepleje overtager flere og flere opgaver fra sygehusene, siger Charlotte Holm.

Gladsaxe Kommune samarbejder med Icompression og Specialbandager.dk om det nye forsøg. Forsøget løber frem til 2022 og omfatter 30 borgere.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.125