23948sdkhjf

Aftale om 163 almene Hillerød-boliger på plads

Hillerød Kommune og Boligselskabet Nordsjælland har netop skrevet kontrakt på grundsalget af et fire hektar stort område ved Dyremosegård i Skævinge. Her vil boligselskabet opføre 163 almene lejeboliger i et nyt grønt boligområde. 

- Borgerne har brug for boliger, der ikke bare har overkommelige huslejer, men som også kan tilbyde særlige bokvaliteter for alle aldersgrupper og livssituationer. Derfor glæder vi os også til at se de visioner, der skal udvikle de gode fællesskaber i Skævinge, siger borgmester i Hillerød, Kirsten Jensen (S) i en pressemeddelelse..

Projektet er døbt Dyremosehuse og tegnet af Sweco Architects. Det består af syv mindre klynger, der kommer til at ligge naturskønt ud til det åbne landskab.

Boligerne bliver bygget i forskellige materialer og vil have forskellig arkitektur og farver, der tager afsæt i de eksisterende forskelle i bebyggelsen i Skævinge. Tanken er, at det nye boligområde dermed vil falde naturligt ind i et allerede etableret område, men samtidig bringe en nytænkning af boligområder med sig. 

På tværs af generationer 

 

- Vi har været interesserede i området i årevis, så det er en stor glæde, at det nu bliver muligt at bygge med et unikt arkitektonisk udtryk og en markant grøn profil, siger Lena Andersen fra Boligselskab Nordsjælland.

Beboersammensætningen har været et vigtigt omdrejningspunkt i udformningen af boligklyngerne, der er tænkt som generationsfællesskaber. Her er der skabt plads til, at mennesker i forskellige livsfaser kan nyde godt af hinandens selskab og livserfaring. Hver boligklynge har et mindre fælleshus tilknyttet, som beboerne i fællesskab finder ud af om de vil bruge til fælles værksteder, en gæstebolig, beboercafé eller noget helt fjerde. 

Rundt seniorbofællesskab

En af boligklyngerne bliver det cirkulære bofællesskab Almanakken, hvor både fællesliv og privatliv kan dyrkes.

- Som en arkitekt- og ingeniørvirksomhed viser vi med Dyremosehuse, hvad der kan udrettes, når specialviden og kreativitet går hånd i hånd. I dette projekt udfordrer vi sammen med resten af holdet vanetænkningen om dét at bo alment og skaber på den måde nye booplevelser på tværs af generationer, siger Sebastian Soelberg, der er arkitekt og kreativ leder for almene boliger i Sweco Architects, i en pressemeddelelse.

Projektet på de 163 boliger er udviklet i tæt samarbejde mellem Boligselskabet Nordsjælland, Boligkontoret Danmark, Sweco Architects og Birkelink.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094