23948sdkhjf

Basis for 450.000 kvm byudvikling - Næstved flytter erhvervshavnen

Blækket på aftalepapiret om et byudviklingsprojekt på op mod 450.000 kvm i Næstved – et af de største i Næstved Kommune – er lige blevet tørt. 

Her kan man læse, at Næstved Erhvervshavn flytter ud af byen, så havnearealerne kan udvikles til et nyt byområde i tæt sammenhæng med bymidten. Det er et enigt byråd, som står bag beslutningen, skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse. 

Den ny bydel giver Næstved by større volumen og adskillige udviklingsmuligheder. Havnens arealer dækker i dag knapt 100.000 kvm, men hele området rummer muligheder for hele 450.000 kvm byudvikling. 

Den ny bydel skal anlægges og udtænkes, så den bliver tæt forbundet med den eksisterende bymidte.

Desuden ønsker man fra politisk hånd, at udviklingen af bydelen bliver bæredygtig, hviler på borgerinddragelse og foregår i en åben dialog med interessenter og borgere. Det kan ske i form af et byudviklingsselskab, hvor Næstved Kommune sammen med en privat investor står som ejer. 

Havnebudget på 70 - 80 millioner

Om godt tre år vil Stenbæksholm være adressen for Næstved Erhvervshavn. 

Den nye havn bliver rykket godt to km ud af byen til Stenbæksholm lige syd for Svingbroen på vestsiden af Kanalen. Havnen kommer til at ligge tættere på indsejlingen til Karrebæk Fjord, hvor der i dag er landbrugsarealer. 

For at sikre, at erhvervslivet fortsat kan få fragtet gods ad vandvejen til Næstved vil det nye havneanlæg blive udformet og dimensioneret efter de virksomheder, som ønsker at benytte og investere i Næstved Erhvervshavn. Samtidig skal der sikres vækst - og udvidelsesmuligheder, hvis der på et senere tidspunkt skulle opstå økonomisk grundlag for en udvidelse. 

Den nye havn skal udformes og dimensioneres, så prisen kan holdes inden for et budget på cirka 70-80 mio. kr. Det er inklusive tilkørselsveje med mere. Næstved Erhvervshavn skal selv afholde alle udgifter. 

I forbindelse med kajanlægget etableres en vendemulighed for mindre skibe. Større skibe skal omkring den nuværende havn for at vende. Med den trafik, der er i dag, vil det dreje sig om cirka 150 skibe årligt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109