23948sdkhjf

Nyt plejehjem mangler 20 millioner kroner, og det kan ramme de ældre

I april begyndte de første beboere at rykke fra DemensCentrum Aarhus og ind i det nybyggede plejehjem Skovvang. Plejehjemmet er skræddersyet til personer med demens, og det skal være kommunens nye fyrtårn på området.

I forbindelse med flytningen udvider kommunen også antallet af pladser fra 74 til 105. Problemet er bare, at man endnu ikke har fundet penge i budgettet til at lave samme udvidelse i økonomien.

- Når man laver sådan en investering bygningsmæssigt – at man så ikke tilvejebringer en sund driftsøkonomi i forhold til normeringen, undrer mig, siger Søren Seeberg Sørensen, der er formand for Skovvangs pårørenderåd.

Sundheds- og omsorgsudvalget blev på deres seneste møde orienteret om, at Skovvang har brug for en årlig ekstra budgetbevilling på 19,4 millioner kroner.

Pårørende opfordrer politikere til at finde penge

Hvis ikke det sker, skal pengene findes ved at tildele færre timer til hjemmepleje eller reducere antallet af medarbejdere pr. ældre på kommunens plejehjem.

- Begge dele vil forringe muligheden for at sikre meget svage ældre i kommunen en værdig pleje, skriver forvaltningen i sin orientering.

Pårørende og Alzheimerforeningen opfordrer på det kraftigste politikerne til at finde den ekstra sum penge – allersenest til efterårets budgetforhandlinger.

Ellers er frygten, at man kommer til at gå ud ad samme vej som Randers kommune. En uvildig rapport konkluderede tidligere på året, at Randers kommune i forbindelse med opstarten af demensplejehjemmet Huset Nyvang havde sat alt for få penge af.

Projektet var simpelthen dødsdømt fra start.

- Det siger mig jo, at man ikke har lært af de fejl, der er blevet begået. Det er dokumenteret gang på gang, at hvis man ikke følger op med høj faglighed, tilstrækkelig normering og ressourcer, får vi flere og flere af de katastrofale episoder, siger Nis Peter Nissen, der er formand for Alzheimerforeningen.

Pengene skal nok blive fundet

Skovvang bliver først indviet officielt i september, og de sidste 25 pladser bliver også først besat i 2022.

- Vi er et specialplejehjem. Vi er fyrtårnet indenfor demensområdet i Aarhus kommune, og det må politikerne tilvejebringe grundlaget for, siger Søren Seeberg Sørensen.

Hans Skou, der er medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget i Aarhus Kommune for Venstre, mener ikke, at man er ved at begå samme fejl som i Randers med Huset Nyvang, og han er optimistisk i forhold til, at pengene vil blive fundet.

- Jeg har en klar forventning om, at Jacob Bundsgaard (S) i dialogen med staten, regeringen og i økonomiforhandlingerne med KL nu får rejst de penge, som der egentlig er blevet skabt en forventning om på det ældretopmøde, der var for et årstids siden, hvor man satte fokus på hele ældreområdet, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Og i Venstre vil de også arbejde benhårdt for, at det bliver en realitet - også selvom det kræver, at der skal rykkes rundt på nogle af pengene i kommunen.

- Vi vil i hvert fald fra Venstres side gøre alt, hvad vi kan for at se, hvor vi kan skabe et økonomisk råderum i Aarhus Kommune, siger han.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094