23948sdkhjf

Affald på afveje: Derfor ender brugte danske toiletter i norske miner

Forskelle i EU-landenes afgiftsstrukturer og regler om statsstøtte er fortsat en forhindring for effektiv genanvendelse, lyder det fra affaldsekspert

Den grønne omstilling er i fuld gang på mange niveauer i samfundet. Politikernes udspil tager ofte afsæt i FNs 17 Verdensmål for Bæredygtighed, mens en række virksomheder går meget konkret til værks med deres bidrag. En af dem er miljøvirksomheden Damifo A/S (Danslk Miljøforbedring) i Hedehusene, der med en kæmpe modtagestation for byggeaffald og en række innovative teknologi- og procesløsninger vedholdende arbejder for at reducere mængden af affald, der ellers skulle i deponi eller brændes af.

- Egentlig bør ordet affald slet ikke eksistere. Alle produkter bør i princippet kunne genbruges eller genanvendes. Det er kun et spørgsmål om at udvikle de rigtige metoder til at afdække potentialet i alle typer af affald, siger Damifos adm. direktør John Kaldahl, der selv er uddannet kemiingeniør og er en af landets mest erfarne eksperter i genbrug og omdannelse af affald til nye formål.

 EU skal på banen

Men på europæisk niveau er der en række afgiftsmæssige forhold i medlemslandene, der forhindrer en mere effektiv og miljømæssig håndtering af de enorme mængder affald, som et moderne samfund producerer. Nogle af dem skyldes nationale statsstøtteregler, der gør det billigere at eksportere affaldet end at genanvende det lokalt. Mange kender således eksemplet med britisk affald, som brændes af i Argo- energitårnet i Roskilde i stedet for at blive genanvendt lokalt, og det synes John Kaldahl kan gøres bedre.

- Dansk affald skal genanvendes i Danmark. I dag eksporterer vi udtjente toiletter, håndvaske og badekar til Norge, hvor de bliver lagret i miner, selv om vi her hos os kan forarbejde materialet, så det kan anvendes til eksempelvis vejbelægning. Men det er desværre billigere at eksportere. På samme måde brændes omkring 60.000 tons dansk træaffald af i Tyskland, fordi danske afgifter gør det for dyrt at genanvende det her i landet, fortæller John Kaldahl, som også påpeger muligheden for at skabe danske arbejdspladser ved at fokusere på viden og teknologi til at processe affald lokalt frem for at eksportere.

 Inspiration til politikere

Han har derfor inviteret en række politikere på besøg hos Damifo for at give eksempler på, hvor langt man i dag er nået teknologisk og procesmæssigt med håndteringen af affaldet, og samtidig give inspiration til, hvordan man kan nå endnu længere

Linea Søgaard-Lidell (V), som er medlem Europa-Parlamentets Miljøudvalg (ENVI), ser det som en bunden opgave for EU at gøre det mere attraktivt at genanvende materialer og affald. Temaer som bæredygtighed og cirkulær økonomi er vigtige, og der er behov for, at EU-landene finder flere fælles løsninger for, hvordan vi bruger og sorterer materialer. Hun peger på, at også EU-lovgivningen skal tage udgangspunkt i lokale løsninger for at begrænse behovet for transport og øge graden af genanvendelse, men at man samtidig må anerkende, at nogle lande mere brug for bestemte typer råstoffer end andre, fordi de selv mangler dem. 

- Jeg mener, at vi bør arbejde på at skabe et reelt marked for affald, hvor vi kan øge efterspørgslen på genanvendte materialer i blandt andet byggebranchen. Vi har også brug for et bedre overblik over, hvad der findes af materialer, der er klar til at blive genbrugt, så vi kan skabe et bedre flow i den cirkulære økonomi, siger Linea Søgaard-Lidell.

Afgiftsstruktur under lup

Hun understreger, at det vigtige for hende er, at affald bliver genanvendt frem for at blive lagret, som i eksemplet med dansk sanitetsaffald, der havner i norske mineskakter til ingen verdens nytte:

- Jeg deler Damifos opfattelse af, at alt i princippet kan genbruges. Vi har kun én planet, og vores ressourcer er begrænsede. Derfor er det inspirerende at se de konkrete løsninger hos en visionær virksomhed som Damifo, og jeg tager deres erfaringer med mig videre i mit arbejde i EU, slutter Linea Søgaard-Lidell.

 Strategisk samarbejde med DTU

Det glæder John Kaldahl, som samtidig opfordrer politikerne både i kommunerne, i Folketinget og i Europa-Parlamentet til at tænke mere langsigtet og ikke kun på det næste forlig eller den næste finanslov.

-  Hvis politikerne mener det alvorligt med den grønne omstilling, skal der være mere fokus på viden og innovation. Hos os synes vi, at netop problemaffaldet er sjovest at arbejde med, og vi samarbejder blandt andet med DTU om genanvendelse af det affald, der er opgivet af andre, understreger John Kaldahl.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.172