23948sdkhjf

Ophævet miljøgodkendelse stopper kæmpe gasprojekt

Miljø- og Fødevareklagenævnet har sat en midlertidig stopper for det markante Baltic Pipe-projekt, der skal transportere milliarder af kubikmeter gas fra norske gasfelter gennem Danmark til Polen.

Det skriver det statsejede Energinet, der opfører og driver energiforsyning, på sin hjemmeside.

Der var ellers givet miljøgodkendelse i 2019 til projektet, og anlægsarbejdet er i fuld gang.

Men klagenævnet har ophævet godkendelsen, da det har fundet, at man ikke har undersøgt godt nok, hvordan dyrelivet bliver beskyttet under arbejdet.

- Vi er meget overraskede over, at tilladelsen er ophævet. Det er helt nyt for os. Lige nu er vi ved at få overblik over, hvad det betyder for projektet, og hvordan vi får en ny tilladelse, siger Marian Kaagh, vicedirektør i Energinet, i meddelelsen.

Hun fortæller, at godkendelsen blev givet med det forbehold, at der skulle arbejdes videre for at "sikre gode levevilkår for blandt andet de hasselmus, birkemus og flagermus," der lever, hvor ledningen skal opføres.

Men klagenævnet har vurderet, at de planer skulle have været på plads, inden godkendelsen blev givet.

Konsekvenserne for projektet skal nu evalueres. Og arbejdet med gasledningen bliver stoppet i den periode.

Efter planerne skal gasledningen, hvis formål blandt andet er at mindske Baltikums og Østeuropas afhængighed af russisk gas, gå tværs over Danmark fra Blåbjerg nord for Esbjerg til Faxe Bugt.

Arbejdet med projektet er allerede i fuld gang.

- Vi er ret langt. Arbejdet på Sjælland er næsten færdigt, og i år skulle det for alvor i gang med byggeriet på Fyn og Jylland, siger Marian Kaagh.

Hun fortæller, at det samlede projekt koster op til 16 milliarder kroner, hvoraf Energinet skal betale omkring halvdelen.

- Af de penge har vi allerede indgået kontrakter for omkring 90 procent af den samlede sum.

- Jeg betragter dette her som en midlertidig pause. Nu skal vi have lavet nogle nye vurderinger, der skal lægge til grund for en ny tilladelse, siger vicedirektøren.

Hos Enhedslisten mener energiordfører Søren Egge Rasmussen, at pausen bør være en anledning til at droppe hele projektet, på trods af at der allerede er investeret milliarder i det.

- Vi har at gøre med noget, der tilhører den fossile tidsalder. Jeg forstår godt, at Polen vil gøre sig uafhængig af Rusland. Men det her projekt bør man stoppe.

- Vi har aldrig haft en politisk behandling af det, fordi ministeren har kunnet beslutte det alene, siger han.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.109