23948sdkhjf

Partier vil ændre loven for at stoppe hospitalsudeblivelser

På flere hospitaler i Region Hovedstaden dukker mange patienter ikke op til deres aftaler, og derfor vil tre partier nu se på, om sundhedsloven kan ændres for at skære ned på antallet af udeblivelser. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge en redegørelse til politikere i regionen er det på mange afdelinger hver femte patient, som ikke dukker op og heller ikke melder afbud, skrev Berlingske onsdag.

Resultater tyder ifølge sundhedsprofessor hos forskningsinstituttet Vive Jakob Kjellberg på, at man til dels kan komme problemet til livs ved at lade borgerne bestille en tid, som de efterfølgende selv kan annullere, hvis de er forhindret.

I august 2018 nedbragte det eksempelvis det gennemsnitlige antal udeblivelser fra 13 til 4 på Kolding Sygehus ifølge TV2.

Men det konflikter med sundhedsloven, skriver Jyllands-Posten, da patienter ifølge sundhedsloven har krav på at få en konkret tid inden for tre dage efter deres lægehenvisning.

Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti vil se på, om det kan ændres.

Sundhedsordfører for Socialdemokratiet Rasmus Horn Langhoff siger til Jyllands-Posten, at mange under coronakrisen er blevet mere fortrolige med at booke tider til eksempelvis PCR-test, og derfor bør man se på, om det også kan indføres på hospitalerne.

- Så tiden er ved at være moden til det, og hvis det kræver en lovændring, er jeg meget åben over for det, siger han til avisen.

Samme melding kommer fra DF's sundhedsordfører, Liselott Blixt. Til Ritzau siger hun, at det vil hjælpe borgerne, hvis de først får en besked om muligheden for at booke tid, og derefter selv kan gå ind at gøre det.

- Ofte er det sådan, at hospitalet sender en bestemt tid i e-Boks, og det kan være et problem for folk. Det kan være, de ikke kan den dag. Derfor mener vi, det kunne være en idé, at man selv booker sin tid. Så finder man en dag, hvor man ved, man har tid til det.

- Men det spærrer sundhedsloven åbenbart for, og så mener vi, at vi må se, om sundhedsloven kan ændres, siger hun.

Til Jyllands-Posten oplyser Aarhus Universitetshospital, at der siden januar 2018 har været 57.339 udeblivelser eller afbud givet samme dag.

I Region Hovedstaden har nogle afdelinger ingen problemer, mens det andre steder skønnes at være helt op til 20 procent af patienterne, der udebliver ifølge Berlingske.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094