23948sdkhjf

Kun ni kommuner klar til ny affaldssortering

Snart skal alle vænne sig til at have betydeligt flere skraldesække i husholdningen. Men det er langt fra alle kommuner, der står klar til at tage imod dem.

I sommeren 2020 vedtog et politisk flertal i Folketinget, at affaldssortering i alle landets kommuner skal strømlines. Og al husholdningsaffald sorteres i ni ti fraktioner – herunder madaffald og drikkekartoner.

Men kun ni kommuner har tilkendegivet, at de er klar inden fristen 1. juli. Det er Randers, Svendborg, Næstved, Herning, Kolding, Solrød, Herlev, Hedensted og Frederiksberg.

Det oplyser Miljøstyrelsen. 74 kommuner har søgt om og alle fået dispensation for fristen. De resterende 15 har tilkendegivet, at de ikke når den.

En af de kommuner, der har fået lov at udskyde den nye affaldssortering, er Gladsaxe Kommune.

- Det var en urealistisk deadline, medmindre man tilfældigvis var i gang med at ændre sine affaldsordninger i forvejen. Normalt tager det et par år at lave sådanne ting.

Sådan siger Malene Matthison-Hansen, projektleder på affaldsområdet i kommunen.

Gladsaxe er som mange andre kommuner bundet af en udbudskontrakt med en virksomhed, der indhenter affaldet.

I en rundspørge fra februar af Kommunernes Landsforening svarede 54 procent af landets kommuner, at de er bundet af et udbud, der først udløber senere, hvorfor de har søgt om udskydelse.

Gladsaxes kontrakt med den virksomhed, der indhenter borgernes affald nu, udløber i oktober 2024.

Kommunen har dog revideret kontrakten med firmaet, hvilket betyder, at det nye system kan være på plads inden udgangen af 2022, hvor Miljøministeriet har sat fristen for dispensationen.

Randers Kommune er en af dem, der når affaldsfristen. Ifølge Allan Asp Poulsen, sektionsleder i affald og genbrug i Randers Kommune, er det kun, fordi kommunen allerede var halvt i mål.

- Vi har nået fristen, fordi vi er langt i vores udvikling. Vi har udvist rettidig omhu i forhold til de ting, der skulle ske i fremtiden.

Randers sorterer i dag i otte fraktioner. Mad- og drikkevarekartoner er det eneste, der hidtil ikke har været samlet ind.

- Jeg kan godt forstå, at det er svært for kommuner, som med så kort varsel får at vide, at de skal lave markant om på det.

- Det, der redder os, er, at vi allerede var langt fremme, siger Allan Asp.

Kommunerne fik tilsendt bekendtgørelsen til affaldssorteringen i december 2020. Selv om de har kendt til linjerne siden sommeren før, kunne de ikke gå i gang med at implementere affaldsordningen, inden bekendtgørelsen var på plads, mener Malene Matthison-Hansen fra Gladsaxe.

- Det er rigtigt frustrerende – både for ansatte og lokalpolitikere, der skal vedtage tingene – at få en lovgivning ned over hovedet, hvor det er fuldstændigt urealistisk at leve op til den.

Spørger man derimod Dansk Industri, er tid ikke nogen undskyldning.

- Det er klart, at den grønne omstilling er udfordrende for både det offentlige og private virksomheder, men kommunerne har altså haft god tid.

- Danmark skal sortere og genanvende mere affald af hensyn til klimaet, og fordi vi skal passe på ressourcerne. Det bør være en topprioritet i kommunerne, siger administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.

Miljøminister Lea Wermelin (S) påpeger i en skriftlig kommentar, at det er godt for miljøet og klimaet, at flere kommuner er klar fra i næste uge.

- Det er en ambitiøs plan og en stor opgave for kommunerne, så mange kommuner har forskellige problemer, så de ikke når helt i mål inden 1. Juli. Det har vi lyttet til ved at give en dispensationsmulighed.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.156