23948sdkhjf

Gentofte-Borgmester tager afstand fra partifælles udtalelser om badestrande: ”Det er helt forkert”

Det skabte en del debat, da en konservativ byrådspolitiker kritiserede gæster fra andre kommuner, som besøger Gentoftes Strande.

Gæsterne kører hasarderet og parkerer råddent. Vandpibe- og hashrygning samt ildelugtende mados generer ifølge Andreas Weidinger (C) de lokale borgere, som vil benytte sig af blandt andet Bellevue Strand.

Borgmester Michael Fenger fra samme parti er nu ude at lægge afstand til udtalelserne. Det er ifølge ham ”en uheldig sag”, da det kan opfattes som om, at borgere fra andre kommuner ikke er velkomne til at benytte faciliteterne i Gentofte. Det skriver Berlingske.

Flere har kaldt kommunen Fort Gentofte, men borgmesteren slår fast, at alle er velkomne.

- Vi har selvfølgelig haft møde i den konservative gruppe og er enige om, at det er det her, vi mener som gruppe. Nogle af Andreas Weidingers udmeldinger om for eksempel parkering og røgfri strande, er vi ikke enige i, men det er helt legitimt at have politiske ideer. Det er mere, at den her historie har udviklet sig til, at vi i Gentofte ikke vil have andre ind i kommunen. Det er helt forkert og ikke konservativ politik, siger Michael Fenger (C) til Berlingske.

Andreas Weidinger sagde i det oprindelige interview, at han ikke havde noget imod, at folk besøgte strandene, hvis folk opførte sig ordentligt. Han ville dog give borgerne i Gentofte Kommune gratis parkering, mens borgerne udefra skulle betale op til 100 kroner i timen. Han foreslog samtidig, at strandene skulle være røgfri.

Gentofte skal være bedre til at rydde op

Men den konservative gruppe er blevet enige om, at det ikke er partiets politik. I stedet ser borgmesteren for sig, at Gentofte Kommune bliver bedre til at rydde op på strandene.

Ifølge sn.dk brugte kommunen 200.000 kroner på oprydning pr. strand i sommersæsonen 2020. Det sker hver morgen klokken 08.00 på Bellevue Strand og Charlottenlund Fort.

Den socialdemokratiske viceborgmester Søren Heisel (S) er godt bekendt med problemstillingen omkring cigaretskodder, engangsgrill og pizzabakker.

- Men det er længe siden, at jeg har hørt, at skrald var et stort problem. Vi reagerede dengang det var, ved at få 30-40 skraldespande opstillet langs stranden, siger han til sn.dk.

Søren Heisel ser dog perspektiver i, at man giver beboerlicens til folk, der har adresse tæt på strandene.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.078