23948sdkhjf

EL vil tilføje ligelønsforslag til regeringens konflikt-hastelov

Enhedslisten vil have regeringen til forhandlingsbordet for at få afsat fem milliarder kroner årligt til at løse problemerne med ulige løn mellem og kvinder.

Derfor vil partiet efter torsdagens førstebehandling i Folketinget af regeringens hastelovforslag i sygeplejerskekonflikten stille et ændringsforslag, som så skal være med i andenbehandlingen fredag.

- Vi vil stille et ændringsforslag til regeringens lovindgreb, som forpligter den til at indkalde til forhandlinger og finde penge til at løse ligelønsproblemet, siger politisk ordfører Mai Villadsen (EL).

- I Enhedslisten har vi foreslået, at man skal finde fem milliarder kroner årligt til at dække det løngab, der er, som følge af tjenestemandsreformen.

- Det må vi tage i en forhandling, og det er det, regeringen har forsømt at gøre i månedsvis, desværre, nemlig at indkalde Folketingets partier til at finde penge, siger hun.

Regeringen har ikke lagt op til at finde yderligere penge til sygeplejerskerne.

Tjenestemandsreformen fra 1969 bliver beskyldt for at have været medvirkende til at skabe lønmæssige uligheder på arbejdsmarkedet.

Enhedslisten foreslog allerede i 2017, at der skulle afsættes en pulje på fem milliarder kroner årligt til at sikre mere ligeløn.

Partiet vil desuden have ligestillings- og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd for at diskutere sagen.

Enhedslisten håber at få partier som SF og Dansk Folkeparti, der lige som Enhedslisten stemmer imod regeringens lovindgreb, med på idéen om at afsætte fem milliarder kroner årligt til ligeløn.

SF foreslog tidligere i august at lave en ny ligelønslov og afsætte to milliarder kroner årligt til at sikre lønstigninger i kvindefag.

Der er et stort politisk flertal for regeringens hastelovforslag, som skal til afstemning fredag i Folketingssalen.

Det sker, efter at sygeplejerskerne har været i strejke i mere end to måneder, uden at Dansk Sygeplejeråd har kunnet indgå en aftale med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.

Derfor besluttede regeringen onsdag, at det var på tide at skride ind.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141