23948sdkhjf

Endnu et CO2-neutralt børnehus på vej i Gladsaxe

Gladsaxe har lige holdt rejsegilde på Egedammen, som er det seneste i rækken af ambitiøse og bæredygtige børnehuse, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det nye CO2-neutrale børnehus bliver bygget som en trelænget bondegård med skoleklubben Egegården som nabo mod vest, en række træer som afskærmning mod Klausdalsbrovej og den lille sø Egedammen mod syd.

Helt i tråd med Gladsaxestrategien var bæredygtigheden endnu en gang i højsædet, da Gladsaxe forleden holdt rejsegilde på Egedammen, som er det seneste i rækken nye børnehuse i kommunen, der alle er svanemærkede.

Her skal børnene fra fire utidssvarende børnehuse fremover boltre sig i bæredygtige rammer med plads til opdeling i mindre grupper.

Fungerer som CO2-lager

Det nye børnehus bliver bygget som en trelænget bondegård med skoleklubben Egegården som nabo mod vest, en række træer som afskærmning mod Klausdalsbrovej og den lille sø Egedammen mod syd.

Bygningerne i sig selv fungerer faktisk som et stort CO2-lager, fordi der er brugt mest muligt træ, som har opfanget CO2 fra atmosfæren, og mindst muligt beton, som er meget klimatungt at producere.

Væggene i børnehuset bygges af massivt træ og isoleres med træfiberisolering. Og så bliver der brugt udvendig træbeklædning og genbrugsmursten. Ifølge en samlet analyse kompenserer træet i bygningerne for al den CO2, der udledes fra produktionen af samtlige byggematerialer, transport og opførelse.

Det er det andet i rækken af særligt klimavenlige børnehuse i Gladsaxe, efter der i maj var rejsegilde på Børnehuset Grønnegården, som også forventes at blive CO2-neutralt.

Bæredygtigt på mange måder

Selvom miljø og klima er vigtige dele af bæredygtigheden, så står de ikke alene. Der er nemlig flere andre fordele ved at samle de fire gamle og små børnehuse under et nyt og fælles tag.

- Huset er også pædagogisk, personalemæssigt og økonomisk bæredygtigt. For børnenes mad bliver lavet i ét køkken i stedet for fire. Der er ét lederkontor i stedet for fire. Og ved at have små enheder i det store, kommer de mange forskelligartede pædagogiske kompetencer, som man har i et stort hus, flere børn til gode, sagde borgmester Trine Græse ved rejsegildet.

Det nære i det store

Egedammen er indrettet efter devisen det nære i det store. Der er lagt vægt på at dele huset op i mindre dele, der er overskuelige for børnene. Hver længe får lokalt fællesrum med mulighed for mindre fællesskaber.

Udendørs er legepladsen indrettet i forskellige områder, der tilgodeser børnenes forskellige behov for motoriske udfordringer og lege. Der bliver indrettet bålplads og shelter ned mod søen, ligesom der både inde og ude er tænkt på, at man skal kunne nyde udsigten til søen og følelsen af at være på tur i skoven.

Medarbejdere og børn fra de fire børnehuse, som skal flytte sammen i Egedammen, vil frem mod indflytningen i 2022 få mulighed for at lære hinanden at kende og skabe den bedst mulige start i deres nye, svanemærkede hus.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078