23948sdkhjf

Sådan vil nyt offentligt-privat samarbejde sikre genanvendelse af affald

En ny samarbejdsaftale mellem det offentlige selskab I/S REFA og den private virksomhed Damifo A/S har som mål at øge genanvendelsen af erhvervsaffald fra Lolland-Falster.

Erhvervslivet på Lolland-Falster har længe været i knibe, når det gælder om at komme af med affald til genanvendelse, fordi REFA som offentligt selskab - og på grund af lovgivning på området - hverken kan modtage erhvervsaffald til sortering eller i rene affaldsfraktioner til genanvendelse.

Det skal samarbejdsaftalen lave om på. Og derfor rykker Damifo ind på REFAs Miljøcenter Gerringe ved Rødby, hvor den private miljøvirksomhed har lejet et 77.000 kvm stort areal, som blandt andet omfatter det tidligere slamkomposteringsanlæg, "der er miljøsikret efter de bedste standarder", som det hedder i en pressemeddelelse.

Behov for grøn omstilling

Her vil Damifo både modtage rene affaldsfraktioner og sortere erhvervsaffald med henblik på genanvendelse.

- Det er noget nær den perfekte løsning på et problem, som i mange år har stået i vejen for en optimal genanvendelse af affald fra erhvervslivet på Lolland-Falster, siger REFAs bestyrelsesformand Poul-Henrik Pedersen i pressemeddelelsen.

- For mig er der ingen tvivl om, at erhvervslivet på Sydhavsøerne hellere end gerne vil spille en rolle i den grønne omstilling og bidrage til øget genanvendelse. Vi har i flere år kunnet se, at det har været for vanskeligt at komme af med erhvervsaffald på grund at den gældende lovgivning. Med aftalen sikrer vi, at erhvervslivet på Lolland-Falster fortsat kan komme af med deres affald lokalt og dermed leve op kravene om bedre sortering og øget genanvendelse, tilføjer han.

Nye arbejdspladser

REFAs bestyrelsesformand peger også på, at samarbejdsaftalen dels sikrer de nuværende arbejdspladser på Miljøcenter Gerringe, dels skaber fundamentet for nye arbejdspladser.

- Gerringe ligger få kilometer fra det store Femern Bælt-byggeri. Damifo har specialiseret sig i sortering og genanvendelse af affald fra bygge- og anlægsbranchen. Med samarbejdet forventer vi øgede mængder af genanvendeligt affald, som vil kunne behandles lokalt og sandsynligvis også kunne indgå i nye produkter produceret af lokale virksomheder. Så vi taler også om øget beskæftigelse – direkte og indirekte, siger Poul-Henrik Pedersen.

Øget genanvendelse

Hos Damifo A/S, ser adm. direktør John Kaldahl også store perspektiver i samarbejdet:
- Vi er født direkte ind i den cirkulære økonomi og arbejder på at udnytte tilgængelige ressourcer på en bæredygtig måde, siger John Kaldahl, som selv er uddannet kemiingeniør og personligt er aktivt involveret i produkt- og konceptudvikling for at øge mængden af affald, der kan genanvendes frem for at skulle i deponi eller afbrændes.

I dag har miljøvirksomheden modtagestationer i Vojens og Hedehusene, hvor der håndteres stigende mængder affald, der for hovedpartens vedkommende sikres nyt liv gennem bearbejdning.

- Ved at rykke ind på pladsen ved Rødby, kan vi spare erhvervslivet for unødvendig kørsel og sørge for, at en meget større del af erhvervsaffaldet fra Lolland-Falster ren faktisk bliver sorteret og genbrugt. Refa ligger optimalt i området og vi kommer med erfaringer fra andre modtagestationer, påpeger John Kaldahl.

Samarbejde med potentiale

Direktøren fremhæver også Femern-byggeriet, som en årsag til, at Damifo satser på Lolland-Falster:

- Ved at åbne en afdeling i Rødby bliver vi både tilgængelige og relevante - ikke bare for erhvervslivet på Lolland-Falster, men også for det store Femern-projekt, siger John Kaldahl.

Foruden en 10-årig lejekontrakt omfatter aftalen også mulighed for et driftssamarbejde om maskiner, udstyr og personale:

- Det er på alle måder en god aftale, som sikrer arbejdspladser og åbner nye perspektiver. REFA kan ikke ændre lovgivningen om erhvervsaffald, men ved at indgå et samarbejde med en privat virksomhed, kan vi skabe noget, der er gangbart og reelt bidrager til øget genanvendelse, siger REFAs direktør Mette Suhr Stoffregen i pressemeddelelsen. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.266