23948sdkhjf

Skarp kritik af Ishøj-borgmesters "propaganda-kanal"

Alle partier i byrådet i Ishøj, på nær borgmester Ole Bjørstorps Ishøjlisten, er utilfredse med den dækning, som borgmesteren får i TV-Ishøj. Det skriver dr.dk.

53 gange har han ifølge en redegørelse fra kommunen medvirket på kanalen i perioden fra 28. februar 2020 til 2. marts 2021.

Til sammenligning har tre andre politikere medvirket henholdsvis fire, to og en gang i samme periode.

- Det er så udemokratisk, som noget kan være, at det er sådan en envejskommunikation, der foregår, siger 2. viceborgmester Poul Rikardt Jørgensen fra Dansk Folkeparti.

Er det lovligt?

Tv-kanalen kostede i 2020 borgerne i Ishøj knap 1,6 mio. kr. TV-Ishøj producerer ifølge 
deres egen beskrivelse indslag og programmer om livets gang i Ishøj.

Men det er ikke kun politikerne, der mener, at tv-kanalens dækning er på kanten og som er kritiske over for omfanget af taletid til borgmester Ole Bjørstorp:

- Kanalen fungerer reelt set som en propagandakanal for borgmesteren, siger Roger Buch, kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Jeg tror faktisk, at hvis vi tager den rigtig stramme juridiske kasket på, så vil det være ulovligt at bruge penge på det her. Det er misbrug af offentlige midler, og jeg mener faktisk ikke, at det er lovligt at etablere en station, hvis formål er at fremføre 
borgmesterens synspunkter. Både om, hvad han selv mener, og hvad han mener om de andre partier, der er i kommunalbestyrelsen, siger han til dr.dk.

Vanvittigt synspunkt

Ole Bjørstorp afviser kritikken.
Til dr.dk siger han, at "det er et fuldstændig vanvittigt synspunkt". 
- Når du har noget, skal du melde det ud. Det er for borgernes skyld, siger Ole Bjørstorp, og henviser til coronapandemien i 2020:

- Ishøj havde det højeste smittetal, og vi måtte lave en krisestab. Og formanden for en krisestab er borgmesteren, og derfor blev det borgmesteren, der udtaler sig. Og derfor blev det temmelig voldsomt i 2020, siger Ole Bjørstorp.

Ifølge forvaltningens egen redegørelse var det kun 15 indslag af de 53 indslag, der var statusmøder om corona-situationen, skriver dr.dk.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.375