23948sdkhjf

Ny udbudsform i Vejle: Udvikler bæredygtig bydel sammen med borgerne

I Vejle udvikles en ny bæredygtig bydel, "Ny Rosborg", som ligger mellem Vejle Ådal og Vejle by.

Udviklingen af den nye bydel bliver til gennem et ambitiøst og tæt samarbejde med borgere, interessenter og investorer. Derfor bliver interesserede købere vurderet på deres "evne til at realisere byrådets drømme og visioner om fællesskaber, bæredygtighed og resiliens for Ny Rosborg", fremgår det af en pressemeddelelse.

En levende bydel

- Det er vores vision, at bydelen skal binde det helt unikke naturlandskab i Vejle Ådal sammen med midtbyen i Vejle. Bydelen er blevet til i tæt samarbejde med borgerne lige fra første idé til endelig vision. For os skal bydelen skabe forbindelse mellem klima og den bæredygtige byudvikling og det levede liv med velfærd, fællesskaber og nye måder at skabe forbindelser mellem mennesker, natur og aktiviteter siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune i pressemeddelelsen.

Han uddyber, at samarbejdsformen også ses i det aktuelle udbud.

Fakta: Ny Rosborg

  • Ny Rosborg opføres i grænselandet mellem Vejle Ådal og Vejle midtby og opføres på seks holme, der breder sig over et areal på ca. 80 hektar.
  • De seks holme skabes på naturens præmisser, som integreres både i og mellem de seks holme med rig plads til leg, bevægelse og regnvandshåndtering.
  • Holmene formes af overskudsjord, og hver holm får hver deres karakter. Udformningen er med til at håndtere bydelens og naboområdernes regnvand og giver merværdi til området samtidig med, at det er en del af klimasikringen.
  • Vejles bæredygtige bydel hviler på principper om bæredygtighed, fællesskaber, natur og eksperimenter og vil, når alle seks holme er bygget færdigt, give plads til ca. 5.000 borgere.

Læs mere om Ny Rosborg og udbuddet på www.nyrosborg.dk

- Derfor inviterer vi interesserede købere til at komme med deres tanker og idéer, der matcher visionen, principperne og mulighederne for Ny Rosborg som grundlag for tildeling af køberetten på Nordholmen, siger borgmesteren.

Udbyder de første køberetter

Byrådet har arbejdet med udviklingen omkring Ny Rosborg tilbage til 2015, og nu udbydes de første køberetter på den ene af de seks holme i en ny udbudsproces.

Som noget nyt tildeles køberetterne efter evnen til at fremme bæredygtighed og fællesskaber i stedet for pris.

Interesserede investorer skal derfor arbejde sammen med andre investorer, et alment boligselskab og en daginstitution om at skabe en fælles realiseringsplan. Planen skal efterfølgende danne grundlag for udnyttelsen af køberetterne og for lokalplanen for den første holm, Nordholmen.

- Fordelen ved udbudsformen set med investorøjne er, at de får lov til at sætte deres aftryk på en helt ny mangfoldig bydel, der skal give plads til at leve det bæredygtige liv, og som hviler på nogle af vores tids mest højaktuelle dagsordener: Klima, resiliens og fællesskaber. Samtidig skal de ikke i første omgang bruge penge på at udvikle et færdigt byggeprojekt, inden de byder på et område, siger Niels Ågesen, Kommunaldirektør i Vejle Kommune.

Fælles udvikling

Nordholmen er planlagt som et tæt og lavt kvarter med varierende boligtyper og arkitektur. Holmen deles op i fire områder, hvoraf to områder udbydes til investorer, mens det tredje område er øremærket en ny daginstitution, som byrådet netop har afsat 37 mio. kr. til at opføre. Det fjerde område af holmen er tiltænkt almene boliger. Derfor bliver de almene boligorganisationer inviteret til at byde ind i processen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.125