23948sdkhjf

Sosu-elev Louise kom i lære med hjælp fra mentor: "Jeg havde brug for én, der havde overblikket"

I ti år arbejdede Louise Basse som ufaglært. Nu uddanner hun sig til SOSU-assistent og er 'mega glad' for de mange muligheder, der ligger i faget - og for den mentor- og voksenlærlingeordning, der muliggjorde uddannelsen.

Egentlig havde Louise Basse fra Videbæk tænkt på at blive socialrådgiver.

Men med 10 år som ufaglært medarbejder hos Arla, tre små børn, en sygemelding og et knap nok afsluttet behandlingsforløb for anoreksi i bagagen var 37-årige Louise Basse usikker på, om hun magtede at vende tilbage til et så krævende studie.

- Men skulle jeg have en uddannelse, så skulle det være nu, forklarer hun.

Godt hjulpet af en tværfaglig indsats i JobCenteret, blev Louise Basse tilknyttet en mentor - og fik øjnene op for SOSU-uddannelserne.

Voksenordning var afgørende

Da hun kunne prøve faget af med en måneds forudgående praktik i hjemmeplejen og på plejehjem - og samtidig kunne starte uddannelsen på en voksenelevaftale, var der ingen tvivl tilbage.

- Jeg vidste hurtigt, at det var det, jeg ville, men jeg magtede ikke alt det praktiske. Jeg havde brug for, at der var én, der havde overblikket og som tog kontakt og fik arrangeret, at jeg kom i praktik og som sørgede for at jeg kom på voksenlærlingeordningen. Det betyder, at jeg får løn fra starten. Jeg havde ikke kunnet tage uddannelsen på en SU - ikke med tre børn, fortæller hun.

På Social- og Sundhedsskolen i Herning går Louise Basse i en digi-tech forsøgsklasse med ekstra fokus på velfærdsteknologi. Efter de første ugers grundforløb er hun nu ude i sin første meritgivende praktik på Vorgod Plejehjem, og nyder udfordringerne:

- Det, at få en faglig viden og kunne kombinere det med at få lov at snuse til den praktiske del af faget, er mega givende. Der er muligheder i alt, og der er så mange forskellige veje, man kan gå med uddannelsen, fortæller hun.

Hvad enten uddannelsen en dag fører til et job på plejehjem, i hjemmeplejen, på sygehus eller i psykiatrien, så er der én ting, der overskygger alt for Louise Basse:

- Du kan få lov at hjælpe folk, og det giver bare mig så meget tilbage. Man kommer tæt på og har en kæmpe indflydelse på borgerens liv, og så kan jeg godt lide det ansvar, man får i jobbet, siger hun.

En indsats på tværs af faggrupper

- Louises historie er bare et virkelig godt eksempel på, at det kan blive en succes, når man sætter ind med en tværfaglig indsats, siger Tina Kamp Jensen.

Hun er ansat som uddannelsesambassadør i Ringkøbing-Skjern Kommunes Beskæftigelsesafdeling, og dermed er det hendes opgave at trække på de forskellige kompetencer, der eksisterer i afdelingen og varetage et tæt tværfagligt samarbejde med forskellige samarbejdspartnere. Alt sammen med det formål at hjælpe ufaglærte og faglærte med forældede kompetencer til at blive opkvalificeret.

For Tina Kamp Jensen har det derfor været en rigtig god dag på kontoret, når kombinationen af voksenlærlingeordningen og en tværfaglig indsats kan hive ufaglærte som Louise Basse ud af ledighedskøen eller ressourceforløb og ind på en uddannelse. At det så ovenikøbet er i et fag, hvor der er en næsten desperat mangel på hænder, gør det kun endnu bedre:

- Voksenlærlingsordningen sikrer, at man som voksen ufaglært ledig eller faglært ledig, der ikke har brugt sine kompetencer i fem år eller har en ledighed over tre måneder, kan få en løn, der minimum svarer til mindstelønnen for ufaglærte, når man starter på en uddannelse, forklarer Tina Kamp Jensen og peger på, at voksenlærlingeordningen dermed er alfa og omega for, at Beskæftigelsesafdelingen har god succes med at få ufaglærte borgere på 25 år eller derover tilbage på arbejdsmarkedet.

- I Ringkøbing-Skjern Kommune har vi et mål om at opnå landets laveste ledighed i 2021. En af indsatserne for at nå det mål er projektet "Fra ufaglært til faglært", hvor vi styrker opkvalificeringen af ufaglærte og giver et ekstraordinært løft til ledige. Og der er heldigvis nogle rigtig gode muligheder for at få sig en erhvervsuddannelse inden for voksenlærlingeordningen, forklarer hun og tilføjer, at Beskæftigelse har planlagt specielle indsatser inden for fire erhvervs brancheområder i løbet af efteråret.

Informationsdag om SOSU-uddannelserne

Allerede nu har der været indsatser inden for SOSU-området og på industriassistent og -teknikeruddannelsen, og torsdags blev der afholdt infodag på Innovest i Skjern fra klokken 10.00 for ledige kandidater.

På informationsdagen fortalte Social- og Sundhedsskolen i Herning sammen med sagsbehandlere og rådgivere fra JobCenteret om mulighederne for at få en uddannelse som SOSU-hjælper eller -assistent, ligesom de informerede om voksenlærlingeordningen.

Herudover kom områdeledere fra kommunens hjemmepleje og ældrecentre for at fortælle om mulighederne for at få praktikpladser og om den virkelighed, der venter på den anden side af uddannelsen, ligesom kommunens to uddannelsesambassadører, en branche-virksomhedskonsulent, som har kontakt til forskellige enheder i kommunen.

- Målgruppen, vi gerne vil ud og have fat på, er primært beskæftigede og ledige ufaglærte samt ledige faglærte med en uddannelse, der ikke har været anvendt de seneste fem år eller ledige der har en ledighed over 3 måneder, fortæller Tina Kamp Jensen.

Samtidig med, at lovgivningen frem til udgangen af 2022 giver særligt gode økonomiske rammer for at de udvalgte grupper af ledige og beskæftigede kan tage en erhvervsuddannelse, er der også nogle særlige, gode tilskudsmuligheder for virksomhederne, hvis de ansætter lærlinge gennem voksenlærlingeordningen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.125