23948sdkhjf

Nyt friplejehjem er på vej i Vordingborg, og behovet er endnu større

Et nyt byggeri med mere end 130 moderne boliger til både familier og ældre borgere vil om få måneder blive sat i gang på havnefronten ved Sydhavnsvej i Vordingborg.

Herunder et privatopført og privatdrevet friplejehjem, der bliver det første af sin slags i Vordingborg Kommune.

Det er Scandinavian Property Development A/S og Kiss Development ApS, der står bag projektet, som skal skabe nyt liv i den gamle havn.

Hovedparten af boligerne får havudsigt, og der er lagt vægt på et levende boligområde med grønne områder, der inviterer til oplevelser og aktiviteter omkring havnen og vandet. Blandt andet er der i stueetagen og direkte ud til havnepromenaden afsat plads til klubfaciliteter med omklædning og sauna, for eksempel ved etablering af et havnebad, kajakpolo-baner eller tilsvarende initiativer.

- Vi kan se rundt omkring i verden, hvordan inddragelse af vandsiden gør en by meget attraktiv. Det tiltrækker nye borgere og øger livskvaliteten for beboerne, siger Niclas Thorsbrenner, partner i Scandinavian Property Development, i en pressemeddelelse.

Flere generationer skaber mere liv

Det i alt 11.000 kvadratmeter store byggeri består af tre bygninger med 44 boliger til familier, 28 lejligheder til seniorer og 60 moderne plejehjemsboliger.

Sammen med de nuværende modulhuse på Sydhavnsvej, der med tiden vil blive omdannet til ungdomsboliger, betyder det, at der skabes et meget bredtfavnende boligområde med plads til alle generationer.

- Vordingborg er inde i en god udvikling, der skaber opmærksomhed i det sydsjællandske. Med byggeriet på Havnepromenaden håber vi at bidrage med nye arbejdspladser og med at tiltrække nye borgere, der bliver boende i byen i mange år, siger direktør Dennis Sommer fra KISS Development, der selv har base i Vordingborg.

Vordingborgs første friplejehjem

De 60 moderne plejeboliger vil blive indrettet i de nederste etager ud mod havefronten som et såkaldt friplejehjem.

Det vil sige et plejehjem opført for private midler efter friplejeloven, hvorved kommunen sparer alle udgifterne til at opføre plejeboligerne. Plejehjemmet på havnefronten bliver det første friplejehjem i Vordingborg Kommune, og er åbent for alle borgere, der er visiteret til en plejehjemsplads.

Kommunen bidrager med den samme takst for de ældre borgere som på kommunens egne plejehjem, og for beboerne er omkostningen ved at vælge et friplejehjem derfor på niveau med de kommunale plejetilbud.

Stort behov for plejeboliger

Beregninger viser da også, at Vordingborg har god brug for et nyt plejehjem. Skal det nuværende serviceniveau for ældre opretholdes, vil der være behov for 370 nye plejehjemspladser frem mod år 2030. Allerede i 2023 vil der være behov for cirka 100 nye plejeboliger for at holde dækningen for aldersgruppen fra 80 år og opefter.

- Ved at opføre et blandet byggeri på havnefronten med flere boligformer kan vi skabe plads til også at indrette et friplejehjem til kommunens ældste borgere. Her kan de ældre få stor glæde af de rekreative områder med lys og luft og muligheder for at nyde ture langs vandet, siger Niclas Thorsbrenner fra Scandinavian Property Development.

Et friplejehjem drives af en privat operatør, og her har Danske Diakonhjem været en del af dialogen med Vordingborg kommune gennem hele byggeriets planlægningsfase. Danske Diakonhjem er Danmarks største ikke-kommunale plejehjemsoperatør og driver i dag mere end 50 plejetilbud over hele landet på non-profit basis.

Parterne bag byggeriet påbegyndte ansøgning om byggetilladelse hos kommunen ultimo september 2021, og dermed forventes første spadestik at blive taget i starten af det nye år. Byggeriet vil efter planen stå færdigt i slutningen af 2023.

Fakta om det nye boligprojekt på havnefronten i Vordingborg:

  • 11.000 m2 nyt byggeri i blandet boligområde, der vil omfatte familieboliger, seniorboliger, friplejeboliger og ungdomsboliger
  • Opføres ved Sydhavnsvej i første række til vandet med unik udsigt og placering
  • Bygningen længst mod vest bliver på op til femten etager og dermed en signatur for byggeriet og et pejlemærke for hele havneområdet
  • I alt 44 boliger til familier, 28 lejligheder til seniorer og 60 moderne plejehjemsboliger
  • 84 m2 klublokaler med udsigt over vandet med omklædning og sauna, for eksempel ved etablering af et havnebad, kajakpolo-baner eller tilsvarende initiativer
  • De 60 moderne plejeboliger bliver et såkaldt friplejehjem, som tilføres Vordingborg Kommune uden udgifter for kommunen
  • Forventes færdigt i slutningen af 2023
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125