23948sdkhjf

Hus Forbi håber stort set alle hjemløse kan hjælpes med udspil

Der er stort potentiale i regeringens udspil, der skal bekæmpe hjemløshed i Danmark.

Faktisk så stort, at i hvert fald 90 procent - hvis ikke alle hjemløse - kan hjælpes ved at udbrede modellen housing first, som regeringen lægger op til.

Det mener Ask Svejstrup, der er sekretariatsleder i De hjemløses Landsorganisation (Sand).

- Principielt vil alle kunne hjælpes med denne model, hvis man giver bostøtte nok og giver den rette støtte efter en grundig udredning af den enkelte, siger han.

Housing first indebærer, at en hjemløs først bliver tilbudt en bolig. Derefter går man i gang med at hjælpe vedkommende, der for eksempel har psykiske problemer.

Modellen er især god til de hjemløse, der ikke har været hjemløse i alt for lang tid, siger Ask Svejstrup.

- Det er typisk de unge, som ikke har været hjemløse i mange år, og som ikke har helt så omfattende problemer, der bedst bliver hjulpet.

- Derimod vil de, der har været lang tid i hjemløshed og har brug for en massiv indsats, være sværere at hjælpe, siger han.

Selv om Ask Svejstrups forhåbninger til udbredelsen af housing first i Danmark er store, frygter han, at der er en gruppe på ti procent, som kommunerne får sværere ved at hjælpe med modellen.

Her peger han på, at det ikke er alle hjemløse, som vil få gavn af at bo i egen lejlighed, men snarere har brug for andre botilbud.

- Eksempelvis gamle institutionsbørn eller tidligere anbragte får ikke nødvendigvis et godt liv af at bo i en lejlighed for sig selv. Her kan de have større gavn af at bo med andre, men stadig have et privatliv.

- Den boligform skal vi opfinde, så det mangler stadig, siger han.

Derudover foreslår Ask Svejstrup, at der skal sikres flere 108-botilbud. Det er alternative plejehjem, som bliver givet til dem, der har haft et langt liv i hjemløshed og har brug for en plejehjemsplads med ekstra støtte.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.108