23948sdkhjf

Apoteker skal støtte vaccinationsindsats i hovedstaden

Fra mandag den 13. december vil det være muligt at blive vaccineret mod coronavirus på en lang række apoteker i hovedstadsområdet.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Indsatsen er sat i gang for at gøre det lettere for borgerne at blive vaccineret mod coronavirus.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) udtaler i pressemeddelelsen, at han er bekymret for smittespredningen. Han ønsker derfor at få regionens samlede kapacitet op på 250.000 stik om ugen.

- Som formand for Region Hovedstaden er jeg rigtig bekymret for den stigende smitte.

- Jeg vil gerne undgå, at vi kommer derhen, hvor samfundet lukker endnu mere ned, og hvor hospitalerne vil få meget svært ved at følge med. Det er ingen hemmelighed, hvor pressede vores hospitaler er, siger han.

Fra mandag kan borgere blive vaccineret på 58 apoteker fordelt i regionen.

De 58 apoteker forventes at kunne levere op mod 30.000 stik om ugen. Efter nytår ventes det, at endnu flere apoteker kommer med i ordningen.

Vaccinationen på apotekerne vil foregå ved, at man trækker et nummer, fortæller Bjarne Kalø, der er direktør i Apovac, i pressemeddelelsen. Apovac er en forening for de apoteker, der udfører vaccinationer.

- De går ind på deres lokale apotek og trækker et nummer, og er der ventetid, kan de gå nogle ærinder og komme tilbage med deres nummer – helt som de plejer, når de handler på apoteket, siger han.

Bjarne Kalø understreger, at apotekerne i videst mulige omfang også vil sørge for at holde åbent for vaccination i dagene omkring jul og nytår.

Region Hovedstaden er den første region, der indgår et samarbejde med apotekerne.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj håber, at borgerne vil benytte de mange tilbud om vaccination i regionen.

- Alle dem, der har en tid om nogle uger, kan jo i virkeligheden smutte forbi et af centrene uden tidsbestilling i weekenden og få et stik. På den måde bliver den tid frigivet til de andre, der lige er blevet indkaldt til tredje stik, siger Gaardhøj.

For at øge vaccinationsindsatsen i Region Hovedstaden har man også valgt at genåbne Københavns største vaccinationscenter i Øksnehallen fredag 10. december klokken 07.00.

Her er der en kapacitet til 4000 vaccinationer om dagen.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.156