23948sdkhjf

Mere end hvert femte plejehjem ramt af corona i sidste uge

Der blev i sidste uge registreret rekordmange coronatilfælde på landets plejehjem.

Der var i årets første uge 636 bekræftede tilfælde blandt beboere, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Dermed steg antallet af registrerede tilfælde fra ugen før, som med 607 tilfælde var det hidtil højeste under epidemien.

Her fortalte professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, at det var forventeligt, at smitten steg.

- Selvfølgelig skal der gøres alt for at holde smitten ude af plejehjemmene, men det kan man ikke, for de er ikke hermetisk lukket, sagde han til Ritzau.

- Med udbredt smitte i samfundet vil det selvfølgelig også finde vej ind på plejehjemmene.

- Til gengæld er beboerne vaccineret med tredje stik, så mon ikke det yder en vis form for beskyttelse. Det ser også ud til at afspejle sig i dødstallene, lød det.

Sidste vinter toppede smitten i den sidste uge af 2020, hvor der blev registreret 473 tilfælde på landets plejehjem.

I sidste uge blev der registreret smitte på 209 plejehjem. Der er altså smitte på mere end et ud af fem af de cirka 930 plejehjem, der ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen er i Danmark.

Også antallet af dødsfald blandt smittede på plejehjem stiger. I sidste uge afgik 33 smittede ved døden, mens det ugen før gjaldt for 13 smittede.

Der er dog fortsat langt op til niveauet sidste vinter. Her toppede antal døde blandt smittede plejehjemsbeboere med 110 i uge 2 af 2021.

I alt er 1090 plejehjemsbeboere smittet med covid-19 afgået ved døden under epidemien. Det svarer til knap hver tredje af det samlede antal døde med covid-19 i Danmark.

Der er over 40.000 beboere på plejehjem i Danmarks 98 kommuner, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. I sidste uge blev 24.325 beboere testet for covid-19.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.141