23948sdkhjf

Børne- og ungehospital bliver 290 mio. kr. dyrere og et år forsinket

Budget og tidsplan skrider under endnu et stort sygehusbyggeri.

Denne gang er det byggeriet af Mary Elizabeths Hospital, der tidligere gik under navnet BørneRiget, som bliver bygget ved siden af det gamle Rigshospitalet på Blegdamsvej i København.

Region Hovedstadens Center for Ejendomme justerer både budget og tidsplan for byggeriet af det nye hospital for børn, unge, gravide og deres familier på grund af usikre og længere leveringstider på materiale og erfaringer fra andre byggeprojekter. 

Budgettet bliver forøget med 291 mio. kr. for at imødekomme kraftigt stigende priser på byggematerialer. Tidsplanen ændres samtidig, den første patient kan vente behandling i sommeren 2026 - cirka et år efter den oprindelige tidsplan. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse. 

– Der er desværre ydre omstændigheder i verden lige nu, der besværliggør og giver usikkerheder i materialeleverancer. Det er en udfordring, vi deler med resten af byggebranchen, og som vi med rettidig omhu nu tager højde for ved at gøre tidsplanen mindre stram, fortæller Michael Hyllegaard, senior projektchef hos Center for Ejendomme, i pressemeddelelsen. 

Fakta: Mary Elizabeths Hospital

Hospitalet med det officielle navn 'Mary Elizabeths Hospital - Riget for børn, unge og gravide' kommer bl.a. til at rumme 179 enestuer, 87 ambulatorier og 13 operationsstuer. 

Bygningen bliver 60.000 kvm fordelt på otte etager, en kælder samt en tagetage til teknik. 

Når det nye hospital efter planen åbner i 2026, bliver der dagligt plads til 900 patienter (indlagte og ambulante) og deres familier samt ca. 1.200 læger, sygeplejersker, jordemødre og andet personale. 

Mary Elizabeths Hospital er et partnerskab mellem Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirks Fond og har et samlet budget på 2,8 mia. kroner. Center for Ejendomme er bygherre på projektet. 

Første spadestik til byggeriet blev taget i april 2021. Ifølge den oprindelige tidsplan skulle hospitalet tages i brug i starten af 2025 – tidsplanen er nu rykket til sommeren 2026.

Mary Elizabeths Hospital har et samlet budget på 2,8 mia. kr.

Ændringen i tidsplanen betyder også, at regionen forventer flere udgifter til at færdiggøre projektet. Samtidig stiger priserne på materialer voldsomt i øjeblikket, hvilket betyder, at byggepriserne forventes at stige markant den kommende tid.

Regionsrådet godkendte 19. april 2022 budgetforøgelsen på 291 mio. kr. for at dække udgifter og styrke reserverne i projektet. 

Rettidig omhu

Erfaringer fra andre hospitalsprojekter spiller også en rolle i den nye tidsplan forklarer Ole Kristian Bottheim, vicedirektør i Center for Ejendomme: 

– Vi ønsker alle at åbne så hurtigt som muligt. Vi har set på vores erfaringer fra andre hospitalsprojekter, og ser en kvalitetsmæssig gevinst ved at indtænke tilpasninger og ændringer i projektets test og afleveringsfasen. Med den nye tidsplan sikrer vi robusthed og smidighed i alle projektets faser, som gør, at vi kan videregive et banebrydende hospital, siger vicedirektøren og fortsætter:

– Samtidig kan vi se på vores andre store byggerier, at det pressede byggemarked skaber enorm usikkerhed om prisudviklingen. Derfor synes vi, at det er rettidig omhu at styrke reserverne markant. 

Sidste del af byggeriet afsluttes maj 2025, herefter indføres en test og afprøvningsperiode samt kliniske afprøvninger. Første patient kan behandles sommeren 2026.

 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.109