23948sdkhjf

720 millioner kroner: Svensk teknologivirksomhed vinder hovedstadens udbud om billeddiagnostik

Region Hovedstaden har underskrevet kontrakt med svenske Sectra om indkøb af nyt system til billeddiagnosticering og brystkræftscreening. 

Kontrakten med svenskerne har en værdi på 720 millioner kroner og løber frem til 2037.

Det oplyser Regionen i en pressemeddelelse.

- Teknologi og digitalisering bliver stedse mere vigtigt i et sundhedsvæsen. Vi foretager en stor investering, fordi billeddiagnostikken er vores kernesystem ift. udredning og behandling. Men det bliver en stor opgave at sætte det i drift og få det fuldt implementeret, så det kommer til at kræve dedikeret indsats fra såvel klinikken og vores it-organisation, siger Jens Gordon Clausen, regionsdirektør i Region Hovedstaden.

Systemet vil blive taget i brug i løbet af sommeren 2023. 

Stigende brug af billeddiagnostik

Regionen har prioriteret indkøb af nyt system, fordi billeder fylder stadig mere i sundhedsvæsenet. 

Carsten Nørgaard, vicedirektør i Center for IT og Medicoteknologi i Region Hovedstaden pointerer, at der i dag tages syv gange flere billeder pr. undersøgelse end for bare 10 år siden.

- Vi kan tydeligt se, at den udvikling stiller stadigt stigende krav til den nødvendige systemmæssige understøttelse. Ikke bare til systemets funktioner, hastighed, og kapacitet, men også til dataudvekslingen i regionens komplicerede systemlandskab, så den samlede proces optimeres. Billederne skal være i den højest mulige opløsning, og skal også indeholde nye typer data, siger Carsten Nørgaard.

Teknologi og digitalisering bliver stedse mere vigtigt i et sundhedsvæsen. Vi foretager en stor investering, fordi billeddiagnostikken er vores kernesystem ift. udredning og behandling. Jens Gordon Clausen, regionsdirektør, Region Hovedstaden

Region Hovedstaden foretager cirka 1,5 mio. årlige billeddiagnostiske undersøgelser inden for radiologi, brystkræftscreening, klinisk fysiologi og nuklearmedicin. Undersøgelserne er desuden en vigtig del af det akutte beredskab og kræftpakkerne.

Regionens nuværende system bliver udfaset som produkt hos leverandøren, og derfor er der i 2021/22 gennemført et bredt udbud i markedet med det formål at anskaffe et nyt system til at understøtte billeddiagnostikken.

Om RIS/PACS systemet

  • RIS/ PACS står for Radiology Information System /Picture Archive and Communication System
  • Det nye RIS/PACS-system vil understøtte 2000 brugere på de billeddiagnostiske afdelinger og derudover cirka 9.000 daglige brugere på regionens øvrige afdelinger.
  • RIS/PACS-kontrakten har en samlet værdi på 720 mio. kr. for implementering og drift frem til 2037.
  • Tre leverandører har deltaget i udbudsprocessen, og de har ydet en stor indsats i forløbet. Tilbuddene har alle været af høj kvalitet. Valget faldt på Sectra efter en omhyggelig vurdering ud fra objektive kriterier om kvalitet og pris.
  • Siden 2020 har sundhedspersonale fra alle hospitaler i Region Hovedstaden og Center for IT og Medicoteknologi arbejdet sammen om RIS/PACS-udbuddet.

Kilde: Region Hovedstaden

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.156