23948sdkhjf
true

Tre byggeledere til Skybrudsprojekter i Københavns Kommune

Vil du være med til at udvikle København til fremtidens klimaudfordringer?
Oprettet
Ansøgningsfrist
1. november 2020
Forventet start
1. januar 2021
Ansættelsesforhold
Fast
Arbejdstid
Fuldtid
Ansættelse
Permanent
Region
Danmark > Københavns Kommune > Hovedstaden

I Område for Klimatilpasning og Byfornyelse søger vi byggeledere, der vil være med til at sikre byens fremtid og bæredygtige udvikling inden for klimatilpasning. Som byggeleder i klimatilpasning får du en unik mulighed for at være med til at bruge dine faglige kompetencer, når der skal arbejdes innovativt og skabes nye unikke løsninger for at skybrudsikre byen. Din primære rolle bliver at styre skybrudsprojekter i anlægsfasen, men du kommer også til at indgå i stærke teams, hvor du som fagperson er med til at præge den tidlige udvikling, planlægning og projektering. 

Projekterne er en del af ca. 300 skybrudsprojekter, som indgår i Københavns Kommunes Plan for klimatilpasning. I alle skybrudsprojekter arbejder vi med, hvordan vandhåndtering og byrumspotentialer bedst muligt spiller sammen med eksisterende værdier og funktioner i de endelige løsninger, så vi samtidig med at skabe praktiske løsninger for vandhåndteringen skaber gode byrum. Ved at tage højde for de forskellige interesser og hensyn der er i byen, går vi efter helhedsorienterede løsninger til gavn for byens borgere og brugere. Så hvis du vil være med til at skabe projekter, der flytter grænserne for anvendelsen af byens rum, så kom og vær en del af vores engageret pionerhold. 

Der er tidligere gennemført skybrudsprojekter som Bryggervangen og Enghaveparken, og inden længe er vi klar til at udbyde Karens Minde Aksen og Rantzausgade. Disse er blot nogle af de spændende projekter, vi har i pipelinen.  

 Om os 

Område for Klimatilpasning og Byfornyelse består af fem enheder, hvoraf de tre arbejder med klimatilpasning, et med områdefornyelse og et med bygningsfornyelse. I klimatilpasningsenhederne er vi bygherre på skybrudsprojekterne, som vi har ansvaret for planlægning og styring af. Vi arbejder med projekterne fra den tidlige udvikling, til de er færdiganlagt og overdraget til drift. Dette foregår i et tæt samarbejde med forsyningsselskabet HOFOR, som er en vigtig samarbejdspartner, når vi skal sikre en god fremtidig vandhåndtering i byen. Samtidig samarbejder vi med de omkringliggende kommuner.  

Område for Klimatilpasning og Byfornyelse hører under Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold, der er en af fire afdelinger i Teknik- og Miljøforvaltningen. 

I Klimatilpasning er vi én områdechef, tre enhedschefer og ca. 65 dedikerede og kompetente medarbejdere. Vi er repræsenteret bredt fagligt inden for byplanlægning, klimatilpasning, vandhåndtering, bynatur, byrum, trafik, omverdensinddragelse, anlægsstyring, byggeledelse, økonomi, strategi- og visionsudvikling. Vi har et tæt kollegaskab i en stærk interessebåret kultur, hvor det er vigtigt med daglig sparring i løsning af projekter og opgaver. Samtidig har vi fokus på hinandens trivsel og humør i en ofte travl hverdag. 

 Jobbet 

Som byggeleder i Klimatilpasning varetager du bygherrerollen og fungerer som bindeled mellem de parter, du samarbejder med. Parterne er både interne og eksterne interessenter, rådgivere og entreprenører.  

Du indgår i et tværfagligt team med projektledere, projektmedarbejdere og fagspecialister, som i tæt dialog varetager udvikling og gennemførelse af anlægsprojekterne. Du vil som byggeleder deltage i arbejdet med projekterne fra tidlig udvikling og projektering, til udbud og kontrahering med entreprenører. Du vil i disse faser være projektlederens væsentligste sparringspartner ift. anlægsteknik, bygbarhed m.v. Byggelederen overtager hovedrollen i projektet, når licitation er gennemført og frem til aflevering af projektet og overdragelse til drift. Du har ansvar for styring og fremdrift i anlægsfasen, herunder samarbejde med og kontraktstyring af entreprenøren, sikre rådgivers fagtilsyn, projektopfølgning mv. Byggeledelsen udføres med tæt reference med projektlederen, som har det overordnede økonomiske ansvar i alle projektets faser.
 
Som byggeleder tilbringer du en del af din tid på byggepladser, hvor du har ansvaret for den praktiske gennemførelse af projekter, og en del af tid på kontoret med opfølgning og deltagelse i udviklingen af andre projekter. Vi lægger vægt på, at du arbejder selvstændigt, men samtidigt kan indgå i et team af engagerede og professionelle medarbejdere, som også vil rumme andre byggeledere og fagspecialister med forskellige faglige profiler.  

 Hvem er du?

Du er en engageret og dynamisk person med en uddannelsesmæssig baggrund som ingeniør, landskabsarkitekt, konstruktør eller anden relevant uddannelse. Du har helst mindst fem års relevant erfaring med udførelse af anlægsprojekter, særligt med beplantning, befæstede arealer og byrum, fra offentlig, rådgivende eller udførende virksomhed.  

 Vi leder efter byggeledere med erfaring indenfor: 

  •   kontraktstyring, indenfor gældende lovgivning (særligt AB18 og ABR18), herunder sikre at tid, økonomi og kvalitet overholdes 
     
  • byggeledelse, entreprisestyring og tilsyn  
     
  • udbud og kontrahering af entreprenørarbejder 
     
  • projektering af afvanding og regnvandssystemer

Derudover lægger vi vægt på, at du: 

  • har erfaring med offentlig forvaltning og arbejdet i en politisk ledet organisation  
     
  • er grundig og god til at skabe overblik  
     
  • kan prioritere og strukturere opgaver 
     
  • kan samarbejde og håndtere skiftende mål for arbejdsopgaverne undervejs i processen 
     
  • er stabil, imødekommende, og du kommunikerer direkte, åbent og inddragende 
     
  • taler og skriver dansk på et professionelt niveau
     

 Ansættelsesvilkår   

Stillingerne er med start den 1. januar 2021. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med Københavns Kommune.   

 Er du interesseret? 

Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte enhedschef Stine Cecilie Brink på 5137 0337 eller enhedschef Janus Christoffersen på 2036 3827. 

Du kan læse mere om Københavns Kommune og Teknik- og Miljøforvaltningen her: www.kk.dk/artikel/teknik-og-miljøforvaltningen  

Sådan ansøger du

Søg via nedenstående link senest søndag den 1. november 2020

Om Teknik- og Miljøforvaltningen

Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.050 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 3 mia. kr. 



Søg job



Kontaktinformation
Miljø & Teknikforvaltningen
Njalsgade 13
2300 Købehavn S

Send til en kollega

0.093