23948sdkhjf

Flertal tager første skridt til at nedrive ikonisk bygning i København

Palads-bygningens skæbne er først afgjort, når den endelige lokalplan vedtages i midten af 2025

Torsdag aften er der blevet taget det første officielle skridt mod en nedrivning af den ikoniske Palads-bygning i København.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har stemt ja til en startredegørelse af en ny lokalplan for bygningen.

En startredegørelse er det første af tre step, når der skal laves en lokalplan.

Selv om der blev stemt for en startredegørelse, er det endnu ikke helt sikkert, at Palads-bygningen bliver revet ned. Det sker først, når den endelige lokalplan vedtages.

Lokalplanen ventes at blive vedtaget i midten af 2025. Det fremgår af en plan fra Københavns Kommune.

Flertallet består af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, De Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Alternativet og Enhedslisten stemte i mod.

Det er Nordisk Film, der ejer bygningen og har stillet forslaget om en nedrivning af bygningen.

Biografkæden har haft planer om at rive Palads ned siden 2017, blandt andet fordi den oplever, at gæster i højere grad fravælger Palads-biograferne.

- Sale og sæder er små, og der er lydsmitte salene imellem, lyder det i planen fra Københavns Kommune.

Nordisk Film har også præsenteret en plan for byggeprojektet.

- Projektet forudsætter en nedrivning af Palads, på nær indgangspartiet som bevares, lyder det.

Af planen fremgår det, at Nordisk Film ønsker, at der skal bygges en 36 meter høj bygning til erhverv, og en 25 meter dyb kælder, der skal fungere som en underjordisk biograf.

I den nye biograf skal der efter planen være 8 til 12 sale.

Palads-bygningen har fungeret som biograf siden 26. januar 1918.

I 1989 blev bygningens facade bemalet med klare pastelfarver af kunstneren Paul Gernes.

Om Palads

Her kan du blive klogere på Palads Teatret, der i over 100 år har været et vartegn for hovedstadens indbyggere og er blevet kaldt for "den gamle dame":

  • Det nye Palads åbnede for offentligheden 26. januar 1918. Det blev opført af filmpioneren Constantin Philipsen og havde oprindeligt én stor biografsal med over 1.500 sæder.
  • Det første Palads Teater var åbent fra 1912 til 1917. Det blev åbnet i Københavns tidligere hovedbanegård, som stod tom, efter at den nuværende banegård blev taget i brug året før.
  • Siden 1929 har Palads været en del af Nordisk Film og er således den ældste biograf i Nordisk Films kæde. Det er også Københavns ældste biograf.
  • Bygningen er tegnet af arkitekterne Andreas Clemmesen og Johan Nielsen, som opførte den i nybarok palæstil.
  • Palads fungerede i mange år som premierebiograf for Olsen Banden-filmene. I filmen "Olsen-banden går amok" fra 1973 forsøger Egon, Benny og Kjeld forgæves at stjæle kassebeholdningen i Palads.
  • Mod slutningen af 1970'erne var besøgstallet begyndt at falde. Løsningen blev at indrette biografen med flere mindre sale og større repertoire.
  • Fra 1978 har Palads været ombygget til en multibiograf med først 12 - og siden flere sale - så man har kunnet køre godt 100 forestillinger om dagen.
  • Det var i 1989, at bygningens facade blev bemalet i de velkendte, klare pastelfarver af maler, grafiker og billedhugger Paul Gernes.
  • Slots- og Kulturstyrelsen har afvist at frede bygningen, da den ikke vurderes til at være i besiddelse af værdier af arkitektonisk eller kulturhistorisk kultur, som kan begrunde en fredning.
  • Siden 2017 har Nordisk Film og DSB, der ejer grunden, haft planer om at rive Palads ned.
  • Første skridt mod en nedrivning blev taget torsdag aften, hvor Københavns Borgerrepræsentation stemte for en ny lokalplan for bygningen.

Kilder: Lex.dk, Nordisk Film Biografer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125